Ænder og gæs på Allégården
Ænder og gæs indkøbes som daggamle ællinger og gæslinger til Allégården.
De sættes i et opvarmet hus og så snart vejret er til det tilbydes de en tur i det fri. Her er det meget vigtigt at det er en solskins dag så de ikke bliver kolde.
Strøelsen i huset er i starten spåner eller spagnum med tilføjelse af halm så der er tørt under dem. Hvilket er et projekt da ænder og gæs elsker at snadre i vand og kan få timer til at gå med bare at snadre. Så der er et vist vandspil.
Der er fri adgang til foder og vand og tilbydes grønt i form af mælkebøtter, græs og andet grønt vi kan finde.
Så snart de ikke har behov for varme sættes de i et hus på
græsmarken og har fri adgang til marken.
Ænderne går i store folde med strømførende flethegn omkring så ræven ikke kan Ta´selv.
Gæssene kan gå i fold med almindeligt elhegn omkring om dagen og gerne sammen med lammene når de er fravendet. Men
må i natfold af strømførende flethegn så ræven ikke kan komme til dem. Ræve kan ind i mellem finde ud af at komme under et elhegn.
Ænderne har adgang til foder og vand hele døgnet og er temperaturen høj om dagen ynder de at æde om natten i stedet.
Gæssene har foder og vand hele natten men kun græs og vand i dagtimerne. I hvert fald når de græsser sammen med lammene.
Ænderne slagtes når de er ca. 14 uger gamle. De mindste parteres og lægges i en bakke lige til at sætte i ovnen. En del parteres i bryst, lår og vinger. Nogle ænder er pindede og her må vi parterer og tage skindet af brystet. Dette bryst gourmet salter vi med Læsø Sydesalt …det er meget lækkert! Resten pakkes som hele ænder.
Gæssene slagtes ved ca. 23 uger. Også her partere vi dem der har bemærkninger pinde eller rifter fra slagtningen på skindet. Resten pakkes hele.
Al slagtning sker på vores eget fjerkræslagteri på ejendommen.
Slagtealderen er ca. det dobbelte af den billige and fra super-markedet. Men som med så meget andet så kommer der meget smag og kødet får bedre struktur når fjerkræ for lov at bliver ældre. At ænder og gæs har haft rige muligheder til at løbe omkring og baske med vingerne gør også at musklerne bliver brugt og udviklet. Ande- og gåselår fra Allégården kan ikke lynsteges på 45 min ved 220 grader i ovnen! De små ben har taget mange skridt og løbeture så en langtidsstegning ved lav temperatur er at foretrække.

